udstødning

Gokart udstødningsmodel

Det er absolut ikke alle, der tænker over det, men udstødningen på en 2 taktsmotor virker faktisk som en slags luftventil. Den danner både et sug, der hjælper udstødningsgasserne ud af cylinderen, og den danner et modtryk, der sørger for at mindst muligt af udstødningsgassen blandes med den friske benzingas.

Det er inde i udstødningen, at magien foregår. Her danner et ekspansionsrum en pulserende trykbølge, der konstant forsøger at følge motorens omdrejninger. Hvor effektiv trykbølgen er til at suge udstødning ud, og bremse gennemstrømningen af ny brandstofgas, afhænger af udstødningsgassernes temperatur og afstanden som trykbølgen skal tilbagelægge for hver puls.

Gokart udstødning

Gokartudstødning

For at måle den samlede længde, kan det være nødvendigt at skille udstødningen ad, og tage bagstykket af. På den måde kan man stikke en tommestok, eller et målebånd, gennem udstødningen og se målet. Resten af længden kan også måles med et målebånd, når man nu alligevel har taget udstødningen af.

Faktisk kan man regne længden helt nøjagtigt ud. Det er her fysiktimerne kommer én til gode. Først skal man kende lydens hastighed:

Lydens hastighed = Lh = [401,8*(T.ud + 273)]^½ (m/s)

Hvor T.ud er temperaturen på udstødningsgassen.

(kvadratroden af: (Temperatur + 273) ganget med 401,8)

Så kan vi regne længden af udstødningen fra Stemplet/cylindervægen til afslutningen af ekspansionsrummet ud.

L.ud = (83,3*Lh*G.ud)/(omdr. pr. min.) mm

Hvor G.ud er antallet af grader på krumtappen hvor udstødningskanalen er åben, og L.ud er længden fra stempel til afslutningen på ekspansionsrummet.

Vinklen for åbning kan måles nogenlunde nemt på krumtappen med en almindelig vinkel, som man kender den fra matematiktimen, eller man kan finde fabrikantens specifikationer på nettet.

Lad os regne et eksempel ud

Normalt er udstødningsgassen mellem 500 og 600 grader, så vi bruger bare 550 grader. Antallet af grader hvor udstødningskanalen er åben, kan vi sætte til 175 grader. Vi er på en bane med meget korte langsider, og er allermest interesserede i et stærkt bundtræk. Så vi vil gerne se optimal ydeevne ved 8.000 omdr. pr. min.

Så får vi:

Lh = (401,8*(550+273))^½ m/s = 575,05 m/s

L.ud = (83,3*575,05*175)/8.000 mm = 1.047,8 mm

Samme beregning, nu bare med maksimum ydeevne ved 12.000 omdr. pr. min.

Lh = (401,8*(550+273))^½ m/s = 575,05 m/s

L.ud = (83,3*575,05*175)/12.000 mm = 698,6 mm

Det er altså en ret markant forskel på lige under 35 cm. Alt sammen en længde du kun kan styre ved at lave forskellige længder af flexrør.

  • Share/Bookmark